I dag udkommer en bog, jeg har skrevet på i flere år. Dvs. en del af den er skrevet af en anden, af Vincent van Gogh, men det var så også en af grundene til, at det har taget flere år. Van Gogh fylder en del når han arbejder, og han vil helst arbejde til han segner.
I flere omgange spurgte jeg ham, om det var i orden jeg lånte nogle passager fra hans breve, og omskrev andre, og lod mig inspirere af andre igen, for at kunne nå hvad jeg ledte efter: Et kunstnerdokument, koncentreret, klart, kompromisløst og så tæt på Van Goghs bevidsthed som muligt. Hvad jeg hørte, lød som et ja.
Det kan tænkes, at nogle vil bruge bogen som en genvej til/ en åbning af Van Goghs breve, hvilket er godt i sig selv, men bogen vil mere end det:
Den startede med Van Goghs stemme, som jeg i respekt, men også en (i al beskedenhed) åndsbeslægtethed fandt hjemme i og digtede videre på, så forskellen nærmest ikke var til at se for mig selv, der hvor specifikke navne, stednavne og motiver ikke afslørede, hvem der skrev hvad. Men her kom redaktøren på banen med et spørgsmål: Hvor er din helt egen (og nutidige) stemme? Den vil vi også høre.
Og jeg kom ud over barrieren af ydmyg respekt og digtede bogens tredje spor, Klippede-sporet. Klippede er stedet jeg bor, og tiden er 2017.
Mærkeligt at se de forskellige stemmer og tider væve sig ind i hinanden og danne nye farver, nye skygger i den virkelighed, som ikke var og ikke er en fasttømret størrelse, heller ikke fortabt og meningsløs, men en fortsat samtale med stjernehimlen om, hvad der er muligt og umuligt.
Arles • Japan • Klippede udkommer på forlaget Spring. Læs mere her:
Arles • Japan • Klippede
