Svimmel? Eller bare sat i verden med to hjernehalvdele?

Den gamle myte om kærligheden, fra Platon, om det oprindeligt tvekønnede væsen der blev spaltet i to, men som kan blive helt igen, når de to rigtige dele, dvs. de to rigtige mennesker, sjæle, væsener, finder hinanden i verden igen – den myte kan være meget sand (og meget frustrerende, hvis eftersøgningen af den bedre halvdel trækker ud), men også være et mere generelt billede på, hvad der foregår inde i den enkelte, i psyken, og i hjernen.
Den højre og den venstre hjernehalvdel udgør i deres komplekse samarbejde, i et ideelt og ligeværdigt samarbejde, den ”hele tænkning”.
Psykens poler – hvad man end kalder modsætningerne, og hvordan man end kortlægger de indviklede dynamikker, der danner en personlighed – har brug for hinanden for at opnå ligevægt, udvikling og vækst.
Og betragtet fra en kunstnerisk vinkel: Den skabende bevidsthed opsøger, med og uden intention, den tættest mulige, mest optimale kontakt imellem forskelligheder, forskellige felter og strømme og energier. Hvor gnisterne springer, opstår nye forbindelser, nye ideer, nyt liv.

Uden at skulle gå ind i nogen videnskabelig redegørelse for hverken hjernens opbygning, særlige psykologiske modeller eller kunstteorier – har jeg dog studeret de forskellige emner så meget, at jeg kan se de fælles problemstillinger og perspektiver.
Og det virker helt rigtigt at dele denne foreløbige overvejelse på alle tre blogs jeg skriver til (forfattervirksomhed, skriveterapi og hestetræning). Af den enkle årsag, at alle tre aktiviteter er dybt afhængige af forbindelsen mellem hjernehalvdele, mellem modsatte energier, og kræver udvikling af samspillet og helheden, hele tiden.

Hvis man ser på det digteriske sprog først. Sprog, er lokaliseret til venstre hjernehalvdel. Kreativitet (groft sagt) hører til den højre. Systemer og detaljer befinder sig også i venstre halvdel, oplevelsen af rum, symboler og billeder befinder sig i højre. Hvor de komplekse indbyrdes ”invitationer” sker, kan åbningen af døren til det ukendte næsten føles fysisk, som en kortvarig befrielse af hjernen. Og det er her, at skabelsen af de nye sammenhænge i sproget, altså digtningen, er mulig.

Skriveterapi, som den forstås i Nominis-regi, arbejder i samme komplekse felt, men med en guide på, i form af vejlederen, opgavestilleren. Fra opgave til opgave, fra tekst til tekst, fra møde til møde i den skrivendes bevidsthed, skal forbindelser mellem de forskellige hjernehalvdele styrkes, ubalancer udfordres, og glemte evner findes igen. Udviklingen bruger det kreative, formede sprogs effektive redskaber til netop dette. Og vejlederen bygger forløbet på lige dele viden, erfaring og intuition (igen, krav om begge poler i funktion).

Hestetræning, med en ”hel og fri hest” i fokus, handler meget om at anerkende flugtdyrets instinktive reaktioner og sensibilitet (højre hjernehalvdel) og samtidig styrke ro, fornuft, impulsstyring (venstre). Kropslig, mental, følelsesmæssig og verbal kommunikation foregår samtidig, og i den gode proces udvikles nye og stærkere forbindelser hos både hest og menneske, og imellem hest og menneske.

Dette er meget kort opridset. Men overordnet forklarer det nok min egen optagethed af komplekse helheder, modsætninger, og arbejdet hen imod mere ”lykkelige pardannelser”. Et arbejde der kan vare hele livet, utvivlsomt. Og formentlig vil det vise, gang på gang, hvor meget arbejdsområderne, hvor meget passionerne er forbundet på et dybere plan.