Jeg har i længere tid haft lyst til at dele nogle tanker om Isabellas kunst. Med udgangspunkt i et værk, der betager mig på en særlig måde. Der er noget mærkeligt i dets væsen. Noget genkendeligt.
Hvad der kan holde mig tilbage er, at Isabella er min datter. Hun er sin egen, løsrevet, fri, og stadig kan det føles som om værkerne rummer en luns af mit eget kød. Hvad de jo også gør, biologisk, arveligt, eller symbolsk.
Isabella Sajin-Henningsen er løsrevet, sin egen og fri. Så kan mine ord også være det. De er det nu. Og værket jeg tænker på, har sjovt nok titlen – Perlemor.
Jeg nærmer mig varsomt Perlemor. Det handler om natur.
Der er natur, og der er kunst. Der er kunst som bejler til naturen, vedkender sig naturen, drømmer om naturen, ignorerer naturen, indtager naturen, spørger til naturen. Kunsten spejler naturen og bliver kultur, eller er bare kunst, naturligt, uden at spejle sig så meget i kultur. Det går mange veje …
Naturen har så længe der var en civilisation til at opdage det, skabt sine egne væsener, der kan forbinde arter, skabe dialoger mellem niveauer i verden.
Perlemor er en mærkelig livsform.
Livsformer er opstået og forsvundet, og nogle af dem har opført sig og set ud på måder, mennesker ikke troede muligt. Dyb forundring har livsformerne vækket. Nogle gange frygt. Nogle gange en følelse af fremmedhed. Vi kender ikke vores verden, så godt som vi troede. Vi skulle dykke lidt dybere, vandre lidt længere ud i vildnisset, vente lidt længere i lysningen, i mørket. Så dukkede det op, det uventede, det anderledes, levende.
Perlemor indgår forbindelser hele tiden.
En vekselvirkning mellem mennesket, dets krop, biologi, biologiske funktioner, og psyke, sjæl, tanker, glæde, angst – og naturens genspejlinger og svar, i form af eksistenser, væsener, der taler og er tavse, taler gennem former og farve og nogle gange lyde. Den vekselvirkning dukker gang på gang op i Isabellas kunst. Og det er et univers med sin egen frugtbarhedskult. Køn bliver stærke tegn, ikke optaget af deres egen styrke, bare til stede.
Og virkemidlerne:
Farverne. Mønstrene. Ornamenterne. Organiske og drømmende former. Hav, jord, dyr, mennesker flyder sammen. Ikke utopisk, selvom farverne er klare. Ikke dystopisk heller, selvom naturens isolation og livskamp skinner igennem. I en leg mødes de fremmede for at se hinanden an. Der er en leg med finhed og grovhed. Med subtile strøg og simple materialer. Med lån fra readymades og naturscenografier.
Det kan indvarsle et håb. Det søger et fællesskab. Smager det af fremtid? Smager det af fremtidigt liv?
Perlemor i sine foretrukne omgivelser er fanget på video her: