Fjerde ikke-billede af en moderne shaman:
Samtidighed. Overskridelse. (Rituelle gentagelser). Liv som falder ind i sine symboler. Naturen, dens viden, og mødet med dens viden.
Jeg tog til Bretagne for bl.a. at finde nogle landskaber med gamle keltiske spor. Der er opdagelser, flere tusind år gamle, som man ikke behøver gøre igen. Inde under det filtrede lag af historie, kultur efter kultur, magt efter magt – lyser nogle billeder, så friske at de kunne være fra i dag, eller i morgen.
Ingen kan hævde at fortiden er deres ejendom, og ingen kan forvente at en fortidig forståelse eller oplevelse kan opstå igen i sin helhed, oversættes til moderne bevidsthed. Så meget må forblive forestillinger og gætværk. Men hvis tid faktisk er flydende, og bevidstheder (til tider) det samme, så rækker forståelser igennem på tværs, og samhørighed kan gælde oplevelser nu og oplevelser 2000 år tilbage. Det er muligt.
Det keltiske, er i høj grad en forestilling. Men også et konkret og historisk erfaringsrum, så tæt på naturen, det vel lader sig gøre at komme.
Et landskab der taler til én – er langt fra klicheen om landskabet der taler til én (så glem den, klicheen); det er reelt, som en reel sansning, et reelt behov, en reel og præcis følelse af kontakt.
Det moderne menneske med alle hjernens departementer og styrelser, gange og korridorer, skilte, svingdøre, blinkende lamper, forvitrede nervesystemer, babels-tårer og hjerte-larm, kan rejse ud til et landskab, genfinde roen, lade skuldrene falde, tæerne stritte, skægget gro – og det behøver ikke være en kliche (så glem den). Helt fint. Ro på.
Men det rigtig interessante er, hvad der findes på bagefter. Er der et landskab efter landskabet? Er der skabt en forbindelse, og hvor dybt går den?
Grunden til at give naturen tilbage til sig selv, i følelse og tanke at underordne sig den på måder kun naturfolk i virkeligheden har haft forstand på, og gøre den til nyåbnet helligdom, grunden, ud over den snusfornuftige, at redde en fremtid ekstra – kan godt være en paradoksal og helt reel oplevelse af samhørighed, tusinder af år gammel, og stadigvæk lysende, som himlen over skydækket, set fra et af de fly naturen helst vil se aflyst.
Også til Bretagnes landskaber, som gad møde mig og tale med mig, vil jeg give hvad der spørges efter. Hvad jeg har. En stemme? En erindring? En drøm med flere ind- og udgange, og flere svævende passagerer? …
Stilhed … Der efterlyses … En flere tusind år gammel evne til at lytte.