Og efter de blege men fuldfede dage kom den smerte, som virkelig skar.
Det sagde AV, eller ARV, gjorde det, da flæsket veg for stålet. Stålsat blev der skåret på kødet, uden tøven.
Skal vi virkelig? Skal vi? Kommentarfelterne glødede af frustration og fornægtelse.
Skal vi undvære? Nej da. Eller skal vi?
Sangen om klodens største problemer er fuld af hed blæst, panik-tyfoner, sorgfuld plastikdød, smog på nerverne, træghed og rustne tankegange.
Er rusten virkelig nedarvet, og vil den føres videre i de kunstige hjerners æra?
Hedonisten og asketen løber lige hurtigt væk fra spørgsmålene, i hver sin retning. Imens korset rejses i centrum, hos dem der ser mening i det.
Hvem ser mening i noget centrum? Er enhver (stålsat) mening endnu et problem at slås med?
Kære ven, jeg er trist i dag, jeg ved ikke om det er fordi det er Langfredag, eller om det er fordi at også Notre Dame kunne brænde? Første tanke var, at det var nogens hævn eller ny start på krig. En senere tanke var, at de rigeste nu lader generøse midler fosse til katedralens genopbygning, i stedet for til mennesker i nød. Sådan ser det ud, sådan kommenteres det. Nemmere at forholde sig til et ikon, end til masserne af kød og blod og lidelse, der bliver ved og ved, lænket tæt til kloden og dens forandringer.
Langfredag, har jeg altid haft en anstrengt forhold til. Ingen har endnu overbevist mig om, at vold, synd og soning er dette genstridige livs (og menneskedyrets) kerne og essens.
Og ja, kom så med kommentaren, kære ven: At det kan jeg sagtens sige, der hvor jeg befinder mig, mere eller mindre som blommen i et æg –
Men noget, noget er jeg vel nødt til at tro på.