For mig er det grunden til Poetisk Podcast: Lyd skaber poesi. Poesi skaber liv.
Poesi er dybt forbundet med og afhængig af lyd. Af en form for overdimensioneret hørelse, lytteevne, auditiv sensibilitet.
Godt, noget tilsvarende kan siges om alle sanserne. For alle sanser er naturligvis i brug. Men jeg betragter (!) evnen til at lytte og evnen til at skabe følelser, tanker og rum i lyd – som det det allermest basale og nødvendige i poesien.
I lyden lever udsagnets farve og dybde; spørgsmålet, glæden, sorgen, vreden, håbet, opdagelsen, tilstedeværelsen.
Lyd bestemmer dialogen, al dialog fra hvisken til råb.
Og lyd er kærligheden, der kan lytte og forstå mellem linjerne. Lytte og forstå tonerne og mellemtonerne.
Lyd er det primære univers, hvor oplevelser og fantasierne starter. Hvad gemmer sig derude? Hvad gemmer sig i mørket, i lyset? Hvad er det jeg hører? Hvad gemmer sig i de stemmer? Hvorfor får jeg kuldegysninger og holder vejret? Hvad betyder den tone? Er jeg i stand til at svare på samme måde, eller svarer jeg i et andet univers? Er vi i samme univers?
Lyden er, ganske som de andre sanser, ikke i stand til at lyve for os. De vil meget gerne fortælle os præcis hvor vi er, hvem vi er. Løgnen, eller sansebedraget, begynder i bevidstheden, i smerten over hvad sanserne måtte fortælle, og i den maske-fortælling, vi mener er nødvendig at dække og beskytte sanserne med. Den ”skarpe logik” som masken måske behersker, som et forsøg på kontrol over bevidstheden – bliver det betændte snit i en tåget halv-tilstedeværelse.
De åbne, ubeskyttede sanser er poesiens betingelse for liv. Ethvert univers må starte med en tone.
At lytte er at leve, i og med verden. Nærværende.
***
Ovenstående tekst er bidrag til det første nyhedsbrev udsendt af Poetisk Podcast.
At skabe en platform for poetiske udtryk, om det er en stationær eller mobil platform, om det er et helt hus, en scene, en lydscene, et individuelt værk eller et samarbejde mellem flere, om det er tværkunstnerisk eller ikke: Det kan – og det siger jeg ikke kun fordi jeg nu bor midt i naturen – sammenlignes med at plante et træ og lade det vokse organisk og frit, imens man tilfører det ideer, tanker, tid som ekstra næring. Vand, ilt, mineraler kommer herfra, men især fra de bidragydere der finder vej til platformen, og får mod på at prøve den af.
I en skov planter træerne sig selv. Nogle bliver gamle og fylder i landskabet, andre vokser tæt i noget der bliver ved med at ligne en ung bevoksning. Alle er liv, og bevarer liv.
I fællesskab med komponisten og lydkunstneren Rudiger Meyer, og forhåbentlig en både ung og gammel skov af digtere, lydkunstnere, musikere, teaterfolk, vil jeg sørge for at Poetisk Podcast kan slå rødder, udfolde sig og bidrage til fremtidens poetiske landskab. Vi lytter, altså lever vi.