Råbene fra oven. Råbene indefra. Råbene fra kældre og bure. Mistillids-råb. Blodtabs-råb. Hastigheds-råb.
Det går stærkere og stærkere her. Det når ingenting her. Din hellige nation. Dit eventyrrige.
Alle er så enige om netop ingenting, at det gør ondt. Men så stærkt går det. Vagter, grib til våben. Mulige eventyr (på størrelse med en ært), grib til våben. Ærtebælg, frøstængel, bønnestage.
Kold ærtesuppe i æstetisk opsætning. Alle er tilmeldt den vanvittige krig (hvem hænger sig i menuen, til sidst?) og kæmper indædt, faste i grebet om den lyse aften.
Tror du på følsomheden i ingenting?
Det er forår, forbandet meget forår. Luften vibrerer, vejrtrækningen får ikke fred, lungerne puster sig op i beruselse, det hele falder dig i øjnene, i kroppen.
Tror du på det? Er det stærkt nok? Byder det sig til som ind i skært, luftigt, vibrerende helvede – og tæller ellers ikke?
Råbene i alt det grønne. Råbene indefra og udefra. Du vågner ved dem. Du vågner ved dem igen. Du har igen dette bjerg at mødes med, smerten, nogens altid spirende beretning fra den anden side.