Tredje ikke-billede af en moderne shaman:

Det er ikke ligegyldigheden, eller trætheden i synapserne, eller angsten for at miste fodfæstet under næste optræden. Det er ikke alt det givne, som fylder og udfylder og puster sig op, imens der holdes på formerne og afmærkes og indhegnes og afspærres og udelukkes.
Det er ikke de sædvanlige spil, tanker og følelser, der fremkalder de symptomer, som den svævende krop midt i vrimlen rammes af og gennemgår.
Byens krøllede meta-mediciner. Periferiens søvnløse radar. Som et transcenderende renseanlæg, eller en transcenderende sundhedsplatform – for hvad sanserne nu måtte støde på.

Kvalme, naturligvis. Smerter i muskler og led. Hovedpine. Svimmelhed. Pludselig kulde. Sved. Bølger af sorg. Bølger af forvirring og tab af sprog. Fremmede syn og lugte. Den form for symptomer.
Det kan handle om personlige eller upersonlige tilstande, små og store sammenhænge, nær og fjern virkelighed. Men altid handler det om nedbrydning af dødt væv, frigørelse, bevægelse, indsigt.

Prøv gerne med en dybdepsykologisk forklaring. Der findes mange teorier på området transcendens, oversanselighed, trancetilstande, tab af ego. Men mysterier vil nødigt afdækkes. De gemmer sig godt i de mange egne af bevidstheden, som ellers ligger ubrugt hen. Det er for nemt at skjule sig der. Det er for svært at beskrive noget ubrugt, nyt, andet, med et sprog som naturligt må befinde sig i det “allerede brugte”.
Forsøg på forskning og feltarbejde, ender let i total forvirring. Det er uhyggelig nærliggende at fare vild. Og da er tabet af fodfæste ofte fatalt. Kræfterne bag symptomerne virker ikke for sjov. Eller det er en rå (men menneskelig?) humor iblandet virkningen.
Og den viden, der følger med? Det som kan være interessant for andre? Tal ikke om den. Se på handlingen.
Fold paraplyer ud for nogen, der ikke kan tåle mere regn nu. Mal gaden over med sol, hvis det skal være. Tag imod et billede med indhold. Det kan være så enkelt.

Man kan selvfølgelig prøve at bagatellisere komplicerede psykiske fænomener som endnu en ligegyldighed, der ikke betyder noget for livets opretholdelse og individers udfoldelse her på jorden.
Måske betød en vis evne til transcendens noget engang. På helt konkret, menneskelig, gavnlig vis. Måske betyder evnen stadig noget.

Nogle vil have ”kreativitet” på skoleskemaerne. Kreativitet er snart så udvandet et ord, at det ikke kan bære mere. Det samme gælder for innovation.
Nu, hvor ordet transcendens muligvis løftes op igen, først én gang, så flere gange, i forskellige sammenhænge – kan man frygte, hvad der sker med evnens mystiske kvalitet. Transcendens som buzzword? Som tv-format? Som konsulentvirksomhed? Et stærkt brand? (Eller bare i en blog … som her?)
Tal ikke om den. Se ikke-billedet. Se på handlingen.