Når jeg ved siden af eller i forlængelse af mine andre – mere eller mindre belyste – gerninger er optaget af hestetræning, så er baggrunden vel lige så mangeartet som baggrunden for at skrive poesi f.eks. Men et par af de stærkeste drivkræfter er:
– Ønsket om, behovet for at være tæt på naturen (i denne forbindelse hestene) og lære af den, forstå den, opbygge en intuition for dens indre love, og
– Ønsket om at indgå i en form for kommunikation og et kredsløb, som fortæller mig noget nyt om, hvad det vil sige at være menneske. På en måde træder jeg ud af mig selv, ind i naturen, for at se på mennesket (og mig selv) udefra, og samtidig se mennesket som natur.

Det føles så nødvendigt, at det endda undrer mig selv. Hvor meget jeg end holder af kultur, kunstværker, musik, sprog, tænkning, rationel omtanke, romantisk følsomhed, samfundssind, naboskab, solidt håndværk, fredsaktivisme, osv. … så virker alle menneskelige frembringelser hovedløse og vildfarne uden forbindelsen til, respekten for naturen.

I dag er miljø endelig blevet hovedagenda. Men jeg tænker på meget andet end miljø, eller overlevelse. Når kloden vender mennesket ryggen biologisk set, fordi vi ikke anerkender dens love eller behov, så mister vi sammen med de gode livsbetingelser og naturens vældige variation, også de dybe, de ældgamle lag i sjælen og ånden. De har levet og udviklet sig sammen med naturen; med vores og klodens biologi. Et tab af denne fine forbindelse, er virkelig også et tab.

Tilbage til hestene. Og den hestetræning der ikke er traditionel træning, men mere forsøg på udvikling gennem frihed og omsorg. Helst som dialog. Helst med åbne døre til verden omkring.
Spørgsmålet om respekt (et spørgsmål der traditionelt fylder en del i hestemiljøet) – må vendes 180 grader om. Ingen vej udenom.
Jeg har fundet et nyt sted at bo nu, hvor min islænder Frenja har fået en løsdrift 5 minutters gang fra min gadedør. Det er perfekt. Jeg kan nu stå for den daglige pasning selv, og dermed præge forholdene mere. Og ja, det krævede godt nok, at hun fik en foldkammerat, så nu har jeg to islændere. Mere om det senere!
Bare et enkelt billede her, af den nye lille flok der som fra nu af skal lære i frihed sammen. Velkommen Jora. Mange nye erfaringer venter!

Lige inden jeg flyttede, fik jeg optaget en video med Frenja på det gamle opstaldningssted. Videoen er en opfølgning til den første træningsvideo, som blev optaget for snart to år siden.
Den handler bl.a. om at finde ro og koncentration i modvind – bogstaveligt talt: Frenja og kraftig blæst er en letantændelig blanding.
Den handler også om at erkende øjeblikkets begrænsninger, og stedet begrænsninger. Og vel også, erkende når det er tid til at søge nye muligheder for udvikling, i nye omgivelser.