Hvis demokratiet er en udvidelse af den gamle ”snak i gadekæret”, eller et opdateret ”høvdingemøde på sletten”, næsten uden klammerier og brodermord. Og hvis den aldrig forstummende samtale, dialog, sludder – i modsætning til enetalen, monologen, diktatet – er en nødvendig forudsætning for demokratiets opretholdelse og liv, så må den evindelige tale, og ikke tavsheden, vel værdsættes, ligefrem prises, og stimuleres. Ligesom alles ret til at blive hørt, alles lyst til at blive hørt og høre, høre nyt, høre mere, høre det med?
Vi der elsker stilhed og poesi, og sammenhængen imellem disse to skønheder, må stå uden for malstrømmen af ord, af snak, af tale, og anerkende betydningen af larmen for demokratiets stemme, imens det egentlige og virkelige synes at ske i tavshed. Eller: Tale er (når den er skønnest) som blomsten. Handling som frugten. Efter-ord. Efterbyrd.
Jeg anerkender larmen som fællesskabets moder.
Jeg tror på at egoernes kamp om plads og taletid, er enighedens rod.
Jeg tror på utryghed og trang til bekræftelse, for ellers var der ikke nok at tale om.
Jeg tror på glæden i at høre sig selv drukne i havet af de andre.
Larmen er god. Tavsheden er farlig!
Eller: Stilheden er smuk. Malstrømmens kakofoni lugter af død!
Demokrati hviler på blidhed og styrke. Almindelig menneskelighed handler om blidhed og styrke. (Jeg skriver en note om det forsimplede og ikke særlig opstemmende i at måle kvalitet og skønhed i sprog og andet på en tilsyneladende nådesløs (erigeret) hårdhed. En note så lang som vores kulturhistorie).
Imens en retoriker og en handlingens mand af i dag som f.ex. Præsident Trump hopper i kakofonien, lægger sig på ryggen, selvsikkert lader sig flyde, munden står ikke stille.
For at ord bliver ord, må de kunne adskilles, løsrives fra larmen, fra massen. Den dag de enkelte stemmer skiller sig ud og tegner sig tydeligt, og dermed er til, mere reelle end flygtige og illusoriske, da bliver demokratiet i gadekæret og demokratiet på høvdingesletten mere end en rationel nødvendighed af dialog og forståelse og plads til alle /alles tale. Det bliver til skønne møder, hvor hvert enkelt menneske kan være og kan dele. Det bliver enormt (for at bruge et Trump-ord). Eller: Det bliver musikken, der voksede ud af kakofoniens tidsalder.