De lever også på Sydlangeland og ved Rødby på Lolland f.ex. – de vilde heste.
Det er exmoor-ponyer der er sat ud her, med det formål at sørge for naturpleje i landskaberne. Områderne består af græssletter, skov, søer og vandhuller, buskadser, dvs. både frit land til græsning, muligheder for læ, beskyttelse og masser af plads.
Flokkene lever næsten uden indblanding fra mennesker; dog udskiftes førerhingsten ind imellem for at undgå indavl, ligesom der kan gives tilskud af hø hvis vinteren er hård, og der holdes i det hele taget opsyn med hestene.
Besøgende må betragte hestene på respektfuld afstand, og ikke fodre dem.

Jeg har besøgt begge de vilde flokke, for at opleve heste der lever så naturligt det kan lade sig gøre i et land som Danmark. Ved Rødby var jeg heldig at se flokken (ca. 30 heste), men på ret stor afstand. De opholdt sig på en græseng. Nogle heste hvilede sig, nogle græssede og nogle holdt tydeligt øje med omgivelserne.

På Langeland lykkedes det at komme meget tæt på to flokke (de ca. 60 heste i området har naturligt delt sig); en mindre gruppe der lignede en ungkarleflok, og en større gruppe med hopper, føl, førerhingst. Flere af hestene her havde ikke noget imod at komme tæt på hegn og mennesker – de var ikke uvante med besøg.

      

Det var en varm dag på Langeland, og ungkarleflokken havde fundet en lille sø at bade i. Alle kom op fra vandet med samme mudderklistrede haler, og alle havde desuden godt med burrer i pandelokken. De rullede sig, legede, græssede, nærmest upåvirket af de to gæster, som betragtede dem.
Flokken med føl og hopper var spredt ud over et stort åbent område omkring en anden lille sø.
En dyb følelse af fred mødte én, både her på Langeland og på Lolland. Den helt særlige oplevelse, at være i nærheden af heste, som gør hvad de er skabt til at gøre, i frihed.

Jeg ved at min islænder Frenja har levet to af sine unghesteår i en hesteflok på et stort naturområde, uden videre kontakt med mennesker. Det må minde om exmoor-ponyernes liv. Og jeg kan mærke, hvordan det har præget hende.
Jeg ønsker, også af den grund, at hun skal have et liv med så meget frihed som muligt, inden for de rammer jeg kan give hende. Frenja skal ikke savne eller miste den frihed hun har oplevet. Den er værdifuld. Den er noget af det smukkeste, hun og jeg kan dele.

             

Hvis man kan gøre friheden til et centralt mål i forbindelsen mellem hest og menneske – en forbindelse der jo i de fleste tilfælde betyder en eller anden grad af fangenskab og restriktion for hesten, ikke bare håndtering men kontrol og begrænsninger, ofte tvang – så centralt, at hesten oplever det som reel frihed på trods af rammerne, da er vi nået et nyt sted hen, med helt nye muligheder.
Det handler så ikke om at bruge hesten til noget bestemt eller nå noget bestemt, men om at tilbyde den et venskab – kontakt, glæde, opdagelser, fællesskab, udvikling.
Og med tanke på de vilde heste: vigtigst af alt handler det om at tilbyde den, hvad en hest til daglig mest behøver – natur i rå mængder og en hesteflok i harmoni.