Det fascinerende ved at studere vilde hestes adfærd – som man f.eks. får lov til (på 2. hånd godt nok) i de utroligt gode dokumentarer, den amerikanske filmmager Ginger Kathrens har lavet om hingsten Cloud og hans flok af vilde heste i Montana – er ikke mindst blandingen af noget helt naturgivent og på samme tid dybt gådefuldt; en aura hestene omgiver sig med, fordi de lever i deres helt egen verden, uberørt af mennesker, uden forhold til andet end hinanden, naturen, rovdyrene, overlevelsen, instinkterne, friheden. Det virker i begyndelsen mystisk, fordi de heste vi normalt møder, er født og opvokset i vores rammer, og tidligt lærer hvad livet her, sammen med menneskene, betyder.
Dybt inde er hestene stadig vilde, de drives af de samme instinkter som altid, men får sat denne ramme (et udtryk som sjovt nok også bruges i ridetræningen) for, hvad de skal og ikke skal, må og ikke må. Man tæmmer, tilrider, skoler hesten, eller på engelsk, “knækker” den (break the horse).
Det vilde (flugtimpulsen?) i hesten forsøges måske omdannet til arbejdsenergi, fart, kraft, osv.

Jeg er optaget af at finde ud af, hvor meget af den oprindelige, vilde hest det er muligt at bevare, ja endda stimulere, i en anderledes hestetræning hvor svarene ikke er givet på forhånd, og målet er det bedste hesteliv – med mennesker involveret.
Mit (!) instinkt siger mig, at det kan være til stor glæde, og til stor fordel for både dyr og mennesker at indgå alliancer og nære forhold. Men hvordan respekteres hestens natur mest muligt?

Tilbage til studiet af de vilde heste – og min hest Frenja. Frenja har en del vild hest i sig. Ret meget vild hest, faktisk. Mennesker vil måske foretrække at kalde hende ”opmærksom” eller ”nervøs” eller ”let at skræmme”. Det er ikke forkert, og hendes første træning har sikkert understreget det. Men at sætte de menneskeord på, forklarer ikke så meget. De er et stempel, der kan bruges på heste, som er svære at få ind i en ramme, uden at skabe en tikkende bombe. Og hvad mere?
Gad vide hvor meget det egentlig betyder, at Frenja som helt ung hest gik i en flok på et stort fredet naturområde, altså i et par sæsoner levede et liv meget lig de vilde hestes? Hvor meget har erfaringerne herfra sat sig i hende, i forhold til det andet hun har oplevet?

Min opgave er, som jeg ser det nu, at lade hest være hest, så meget som muligt – i de fysiske ”rammer” vi har – og skabe tryghed, tillid og frihed, så meget som muligt, på et solidt, dybt grundlag. Herfra vokser hest-menneske-fællesskabet, aktiviteterne vi deler, oplevelserne og glæden der beriger vores liv.
Meget handler om at lytte, og lytte til de vilde hestes klare, mystiske sprog.